Offer for urtekniv-stik fløjet til Riget
En 32-årig mand er fløjet til Rigshospitalet efter at være blevet stukket ned med en urtekniv.
En 32-årig mand er blevet fløjet til behandling på Rigshospitalet, efter han lørdag eftermiddag blev stukket i maven med en urtekniv i Hørve på Nordvestsjælland.
- Der har siddet en gruppe mennesker i solen og fået nogle øl. Så er nogle af dem kommet op at skændes, og det ender med, at gerningsmanden sparker og slår den 32-årige og stikker ham i maven med en urtekniv, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Michael From.
Han oplyser også, at politiet har fanget gerningsmanden, som sidst på eftermiddagen var på vej ind på politistationen med en politibil.
Til gengæld er offerets tilstand endnu ukendt, oplyser vagtchefen.