København vil give p-bøder til cyklister
Ulovligt parkerede cykler skal kunne koste ejeren en bøde i Københavns Kommune.
Det skal være slut med at smide cyklen et tilfældigt sted, hvis man ikke ønsker at få en bøde på 50 kroner. Det skriver b.dk.
Overborgmester i København, Frank Jensen (S), undersøger i disse dage muligheden for at få lov til at udskrive parkeringsbøder til ulovligt parkerede cykler.
"Vi vil gerne kunne opkræve et lille gebyr, hvis cyklerne er parkeret ulovligt - f.eks. på 50 kr. Det skulle så finansiere, at vi rydder op efter de ulovligt parkerede cykler," siger Frank Jensen til Berlingske.
50 kroners lås
Planen er, at de ulovligt parkerede cykler på f.eks. Nørreport Station, bliver flyttet hen til Israels Plads, hvor de vil blive låst af kommunen. Det skal så koste 50 kroner at få cyklen låst op.
Det er Justitsministeriet, som skal godkende forslaget, men i første omgang vil kommunen ansøge om at få lov til at flytte cyklerne.
I dag må kommunen ikke fjerne en efterladt eller ulovligt parkeret cykel uden forinden at have kontaktet ejeren, hvilket sjældent lader sig gøre.
LÆS OGSÅ: Cykelhjelme er in
LÆS OGSÅ: Politiker: Cykelprojekt er en fiasko