Klimakommissær kræver tekstoprydning
Der må langt mere fart på det næste døgn, hvis der skal opnås en klimapakke i Mexico, siger Connie Hedegaard.
Hvis verdens miljø- og klimaministre skal vedtage en samlet pakke på FN's klimakonference i Cancun i Mexico, skal der luges gevaldigt ud i de tekster, embedsmændene har forhandlet om i den forløbne uge.
Det fastslår EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, på et pressemøde ved åbningen af COP16's anden uge.
- Generelt er der sket visse fremskridt, og vi har en basis at arbejde ud fra. Men teksterne er stadig alt for lange og komplicerede til, at ministrene kan træffe beslutninger ud fra dem, siger Connie Hedegaard.
Mere håndterlige tekster
Derfor er forhandlernes opgave i de næste 24 til 48 timer at gøre teksterne håndterlige, så ministrene kan vedtage en politisk afbalanceret pakke, tilføjer hun.
- Vi kan ikke forlade Cancun tomhændede, understreger klimakommissæren.
Hun lægger særlig vægt på en aftale om større åbenhed og gennemsigtighed, så alle kan kigge det enkelte land i kortene.
Især Kina har hidtil modsat sig international kontrol med sin hjemlige klimaindsats, mens det for USA er et ufravigeligt krav, at også de store ulande skal underkaste sig FN-kontrol.
- Det lyder meget teknisk, men er i høj grad et politisk spørgsmål, siger Hedegaard.
Kina viger på hårdt krav
Kina har dog rykket sig på spørgsmålet. Det sker, efter at Indiens miljøminister, Jairam Ramesh, har luftet det forslag, at alle lande, som står for over én procent af verdens samlede CO2-udledning, skal rapportere til FN hvert tredje år.
Dermed kan USA miste sit hovedargument for at afvise en global FN-aftale. USA er under heftig beskydning som den væsentligste forhindring for en pakke, der omfatter alle lande.
Connie Hedegaard opfordrer også til at få skrevet landenes CO2-løfter fra topmødet i København ind i FN-teksterne. De lovede CO2-reduktioner står kun i den uofficielle og ikke-bindende aftale Copenhagen Accord.
Hun erkender, at landenes hidtidige løfter ikke tilnærmelsesvis er nok til at holde den globale hedetur under to grader.
- Men jeg vil meget advare mod at opgive, hvad vi har, og som det har taget år at bygge op, siger kommissæren.