Regeringen siger undskyld i omnicansag
Ud over en fond på 20 millioner kroner får omniscanpatienter også en undskyldning. Det siger Bertel Haarder.
Nyrepatienter, der er blevet invalideret af kontrastvæsken omniscan kan nu se frem til en uforbeholden undskyldning.
Det siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), som har bedt Finansudvalget om godkendelse til at oprette en fond på 20 millioner kroner, som skal dække patienternes ekstraudgifter til fysioterapi, medicin og hjælpemidler i hjemmet.
- Det er et led i ansøgningen til Finansudvalget, at de berørte skal have en undskyldning og en beklagelse. Selvfølgelig skal de det. Jeg kan ikke sige, hvordan formen bliver, men selve oprettelsen af fonden er en erkendelse og en beklagelse af det, der er sket, siger Bertel Haarder til Ritzau.
Store vrede
Ifølge Nyreforeningen føler mange af de berørte patienter en stor vrede over, at Lægemiddelstyrelsen overhørte indberetninger om alvorlige bivirkninger ved stoffet. Det førte til, at ti nyrepatienter er døde og omkring 80 er blevet handicappede efter det, de troede ville være en harmløse MR-skanning.
Ifølge Bertel Haarder er det netop det forløb, som er årsag til, at fonden nu bliver oprettet:
- Der er ikke sket lægefejl, men fejl i Lægemiddelstyrelsen. Derfor mener Nyreforeningen, Dansk Folkeparti og regeringen, at man ligesom i blødersagen uden nogen sammenligning i øvrigt kan oprette en fond på 20 millioner kroner, siger Bertel Haarder.
I alt 76 patienter har søgt erstatning efter behandling med Omniscan, heraf har 40 fået medhold. De har i alt fået udbetalt 19,2 millioner kroner i erstatning for bivirkningerne, fremgår det af aktstykket.