Førtidspension koster ekstra 47 milliarder
Udgifterne til førtidspension er løbet løbsk og er blevet langt dyrere end det blev forudset.
Førtidspension koster samfundet langt mere end politikerne forudså, da de tilbage i 2003 lavede den sidste reform af førtidspensionen.
En analyse, som Mandag Morgens ugebrev offentliggør viser, at de uforudsete ekstraudgifter til førtidspension siden 2003 har kostet staten ikke mindre end 47 milliarder kroner.
Minister: Udgifterne er løbet løbsk
- Forudsætningerne for den tidligere reform er skredet. Udgifterne er ganske enkelt løbet løbsk, siger Inger Støjberg til Mandag Morgen, blot få dage før hun på regeringens vegne fremlægger et forslag til en ny reform af førtidspensionen, som hvert år koster samfundet cirka 50 milliarder kroner.
I dag er der 240.000 personer i Danmark førtidspensionister, og ifølge Mandag Morgen har 31.000 af landets førtidspensionister et arbejde ved siden af - og knap 10 procent af dem har en arbejdsindkomst på over 100.000 kroner.
Ny rekord
Der er bred enighed blandt de politiske partier, arbejdsmarkedets parter, økonomiske og socialpolitiske eksperter om, at den nuværende ordning om førtidspension og fleksjob ikke fungerer efter hensigten.
Sidste år nåede antallet af nye førtidspensionister op på 17.100 og satte dermed endnu engang rekord.
Psykiske lidelser som skizofreni, udviklingsforstyrrelser, mental retardering, stress, angst og depression er en stigende årsag.
Hvor psykiske lidelser i 2001 var årsag til en tredjedel af det samlede antal nytilkendelser af førtidspension, udgør de nu over halvdelen. Andelen er særlig stor i gruppen af yngre førtidspensionister.