Den arbejdende underklasse – myte eller realitet?

De kan godt blive enige om, at der findes fattigdom. Men ellers er det så som så med forbrødringen mellem Jens Jonathan Steen og Martin Ågerup, der er direktører for to af Danmarks tænketanke, den centrum-venstre-funderede Cevea og den borgerligt-liberale CEPOS.

Ikke nødvendigvis fattig

Martin Ågerup er dog fortaler for et mere præcist begreb i stedet for fattigdom:

- Jeg mener, man burde bruge betegnelsen lavindkomstgruppe, for du er ikke nødvendigvis fattig, fordi du har en lav indkomst.

- Det er problematisk, at vi kun ser på fattigdom som et relativt begreb. Der er en meget stor gruppe mennesker, der kan defineres som fattige – og gruppen kan være stigende, selv om der ikke er ret mange, der reelt har fået det værre, siger Martin Ågerup.

- Hvis middelindkomsten stiger 1.000 kr., skal man jo pludselig tjene 1.000 kr. mere for ikke længere at være fattig. Det giver ganske enkelt ikke mening, fortsætter han.

Absolutte definitioner

Jens Jonathan Steen mener også, at man må have nogle absolutte definitioner på banen:

– Vi må se helt konkret på hvilke afsavn, folk lider.

Cevea opfatter fattigdom som en trussel mod ikke bare den enkelte, men mod hele samfundet.

Working Poor er misvisende

- Der er en masse følgevirkninger af fattigdom som misbrug, kriminalitet og splittede familier, mener Jens Jonathan Steen. Han vurderer, at flere mennesker i Danmark har kurs mod working poor – en arbejdende underklasse.

- Vi får en større økonomisk spredning i samfundet. Den globale konkurrence skaber et nedadgående pres.

Det er Martin Ågerup enig i. Men han mener ikke, det er et problem.

- Det er jo ret få mennesker, der har en lav indkomst over mange år, og derfor er det misvisende at tale om working poor som stationært fænomen.

Tværtimod vil jeg mene, at det at tillade en stor lønspredning på mange måder virker inkluderende på arbejdsmarkedet, siger han.

Middelklassen presser lønningerne

Jens Jonathan Steen blæser derimod til holdningskamp overfor middelklassen, der selv er med til at presse lønningerne i bund.

- Hele diskussionen omkring au pair-piger illustrerer tydeligt, at middelklassen ikke længere ønsker at betale det, det koster at få sine børn passet af et LO-medlem. Så længe den tendens fortsætter, er man jo ved at skabe en ny arbejdende underklasse, advarer han.

- Der er ikke nogle enkelte greb. Men vi må spørge os selv, om vi ønsker at leve i et samfund, hvor der er så stor forskel på top og bund.

Betale sig at arbejde

Den præmis køber Martin Ågerup ikke.

- I et dynamisk samfund vil man have en vis grad af ulighed. Hvis ikke der var forskel på, hvordan samfundet belønner dovenskab og risikovillighed, er der jo ingen tilskyndelse til at være flittig og løbe en risiko, siger han og minder om, at økonomisk lighed ikke er den eneste socialpolitiske målsætning, man bør rette sig efter:

- Det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan det næsten ikke i dag, hvis man ligger omkring den overenskomstmæssige mindsteløn.

Her er Jens Jonathan Steen helt enig:

- Det er uhensigtsmæssigt, at skatten på arbejde er så høj. Vi mener hellere, man skal beskatte fast ejendom, fastslår han.

Vejen ud af fattigdomsspiralen

Så længe indførelsen af en fattigdomsgrænse ikke anvendes som argument til at indføre nye overførselsindkomster, er CEPOS ikke afvisende. Men Martin Ågerup mener, at der er et problem med overhovedet at afgrænse gruppen.

- Vi trækker de studerende ud, fordi vi anser dem for at være midlertidigt fattige. Men hvorfor trækker vi ikke andre ud, der også er midlertidigt fattige?

Fattigdomsspiralen

Cevea mener derimod, at samfundet bør anerkende, at man ikke altid selv kan bringe sig ud af det, som Jens Jonathan Steen kalder ’fattigdomsspiralen’.

- De nedsatte forsørgelsesydelser, der er indført gennem de senere år, bygger på en præmis om, at det enkelte individ er dovent, at man selv har valgt, at man er fattig, og at man selv kan gøre noget ved det.

Men sådan er det altså ikke i alle tilfælde, siger Cevea-direktøren.