Læsere: Læreruddannelsen er problemet
Test hellere lærerne, lyder det fra en læser som reaktion på opsigtsvækkende elevtest.
Hvordan skaber vi dygtigere elever i folkeskolen? Og hvordan undgår vi, at der også i fremtiden vil blive afsløret testresultater som dem, der i dag er kommet fra en handelsskoleklasse i Odense?
Her afsløredes en test, at halvdelen af eleverne efter mindst ni år i folkeskolen læste på niveau med 3. og 4. klasses elever og hele 80 pct. regnede på niveau med 3. eller 4. klasses elever.
Flere af de læsere, som har kastet sig ud i debatten her på jp.dk, peger på lærernes uddannelse som problemet. Det gælder bl.a. Peter Petersen fra Harndrup:
"Test lærerne i stedet ! Jeg har været murerfaglærer på SDE-Vejle, og jeg undrer mig slet ikke over resultatet på testen. Kravene til en faglærer er virkelig minimale. Jeg havde en kollega, der ikke kunne addere 2 tocifrede tal. Det er ikke meget bedre med det sproglige. Et referat kunne være så dårlig formuleret/stavet, at meningen ikke kunne udredes."
Preben Nielsen, København, supplerer:
"Jeg har en god ven, der som 30-årig startede på seminariet for at uddanne sig som lærer. Han var rystet over det lave uddannelsesniveau på seminariet. Bl.a. havde besparelser ramt hårdt, så der manglede undervisere. På dette tidspunkt prædikede Anders Fogh, at Danmark skulle overleve som en nation med stor viden. Hvordan dette lader sig gøre, når man samtidig fjerner hele grundlaget for en kvalificeret læreruddannelse, er svært at begribe."
For megen uro i timerne
Andre påpeger uro og manglende disciplin som årsag til de åbenlyse indlæringsproblemer.
"Problemerne er, at der er for megen ballade og uro i skolen. Eleverne skal bruge for megen tid på konflikter. Jeg så en udsendelse fra en skole på Nørrebro. Her var hovedproblemet ikke at lære børnene at læse, men at få dem til at lade være med at stikke hinanden ned. På mine børns skole sælges der våben og hash i skolegården, og trusler om at blive smadret, samt tyverier er dagligdag! Hvordan skal man lære noget i sådant et miljø? Jeg spørger bare!", skriver Benny Madsen, Rødovre.
Grete Klausen, Støvring, mener, at niveaudeling vil hjælpe alle:
"Mon ikke man skal overveje at droppe enhedsskolen. De svageste elever keder sig og kan ikke følge med, de dygtige elever keder sig og yder ikke deres bedste, og mellemgruppen bliver også tabere i dette spil. Niveaudeling i alle timer vil ikke være så tosset, selvom det er fy-snak i vore dage."
Men måske står det slet ikke dårligere til end det har gjort tidligere. Det hele lugter af spin fra regeringens side, mener Dorte Ruge, Lystrup:
"Jamen, så hør dog, hvad Handelsskolelærernes formand siger: Situationen på Tietgenskolen er et resultat af regeringens egne bestræbelser på at 95 pct. af en årgang skal have en uddannelse. Derfor blive de unge synlige, der før var andre steder i systemet. Det lugter af spin - en bekvem historie på et unfair grundlag for de lærere og elever, der har udfordringen. Det seneste udspil fra regeringen er endnu et eksempel på deregulering, der giver mindre stat, mere privat og mere ulighed - vent og se."
LÆS OGSÅ: 9 x 5 for svært for handelsskoleelever
LÆS OGSÅ: Løkke: Ikke min skyld, de læser dårligt
LÆS OGSÅ: Lærerformand: Derfor kan elever ikke regne
DELTAG I DEBATTEN: Hvad gør vi med det lave faglige niveau?