*

Indland

Fagfolk danner retspolitisk tænketank

En gruppe på 32 fagfolk danner en retspolitisk tænketank. Fagfolkene er trætte af politikere, der ikke respekterer videnskaben.

Politikerne har mistet respekten for eksperter og domstole, når det gælder retspolitiske spørgsmål. Det mener en større gruppe fagfolk, der nu har stiftet en retspolitisk tænketank ved navn Forsete.

Formand Ole Ingstrup er tidligere direktør for kriminalforsorgen i Canada, hvor han over en periode på 20 år havde stor succes med at få kriminelle ud af den kriminelle løbebane. Siden hjemkomsten til Danmark har han dog ofte taget sig til hovedet, når politikerne fejer eksperterne af banen.

- Da jeg var i Canada, pralede jeg ofte med den danske respekt for retssystemet. Hvordan politikerne i Danmark lyttede til eksperterne. Det kan jeg så konstatere, at de ikke gør længere, siger Ole Ingstrup.

Undersøgelse afvist

Seneste eksempel er en undersøgelse af professor Flemming Balvig fra Københavns Universitet, der har forsket i danskernes retsbevidsthed. Undersøgelsen viste, at danskerne ville dømme langt mildere, end domstolene gør i praksis.

- Men undersøgelsen blev straks afvist af Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som ikke anerkendte undersøgelsen. Det er et typisk eksempel på, at debatten består mere af holdninger end af viden, forklarer Ole Ingstrup.

Han nævner også debatten om den kriminelle lavalder, hvor politikerne afviste eksperterne. Regeringens egen Ungdomskommission samt en lang række fagfolk frarådede, at lavalderen blev sænket fra 15 år til 14 år, men justitsminister Lars Barfoed (K) holdt fast.

Blandt medlemmerne af Forsete kan nævnes professor Vagn Greve, vicedirektør i Kriminalforsorgen Annette Esdorff og tidligere kriminalinspektør Willy Eliasen fra Glostrup Politi.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Sherlock Holmes’ danske mareridt

Verdens største detektiv klarede de fleste opgaver med bravour – men i Danmark måtte han, eller rettere hans skaber, Arthur Conan Doyle, give op over for folk, der udnyttede ham.
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her