Læsere: Derfor forlod vi Danmark

Danske politikere burde læse disse indlæg om hjerneflugten fra Danmark, skriver Ben Larsen fra Spanien.

Artiklens øverste billede

"Jeg har læst alle indlæg vedrørende "Har du forladt Danmark" og finder dem så interessante, at jeg håber, JP gentrykker dem på forsiden af avisen. De danske politikere har over en lang årrække ødelagt Danmark i den grad, at fremadstræbende mennesker forlader landet. Begrav dem ikke bag i avisen!"

Sådan skriver Ben Larsen fra Peralada i Spanien, efter at jp.dk har opfordret læserne til at forklare, hvorfor de er udvandret eller overvejer at gøre det.

Den opfordring har flere hundrede læsere taget imod.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at udvandringen af veluddannede - den såkaldte hjerneflugt - tager til og kan blive et problem for den danske økonomi.

De hyppigste svar

Læsernes forklaringer kan groft sagt deles op i to hyppigt forekommende svar: Skattetrykket og den fremherskende mentalitet i Danmark.

Skatten føles generende for bl.a. Helle Schultz, Sammamish, WA, USA og Michael Bardenflet, Ridgefield. Sidstnævnte skriver:

"Bor i Connecticut/USA, og har for nylig fået malet nogle værelser. Det tog en dag, og kostede 200 dollars (1.100 kr), + 8 pct. sales tax (88 kr) - altså 1.200 kr. Med en marginal skat på 29 pct. skal jeg her tjene 1.700 kr. Vi har også lige fået malet sommerhus i DK, det tog også en dag, men kostede 6.650 kr. + moms = 8.312 Kr. Med en skat på 60 pct. skulle jeg i DK tjene 12 gange så meget: 20.780 kr. for det samme. Vores sygesikring i USA koster ca. 950 kr. om måneden for 5 personer. Vi vender IKKE tilbage! "

P. Lassen fortæller fra Warszawa:

"Bor i Polen med eget firma, skat 19 pct. flat rate, alt er bedre end i Danmark :-)) Har foreløbig lokket to af mine studiekammerater til Polen også. Vi er flyttet pga. af det alt for høje skatter og afgifter i Danmark. Samtidig har vi fundet os meget godt tilrette i Polen. Så en win-win for os. Det ser ikke godt ud for DK efter min mening i fremtiden. Jeg ser ikke nogen mulige løsninger for Danmark."

Skatten gjorde også udslaget for Henrik Vind, Zürich:

"På 12. år i Schweiz (cand. scient./HD). Eventyrlyst og Skats årsopgørelse for 1998 gjorde udslaget. Det er den bedste beslutning, jeg har taget. Jeg kunne ikke drømme om at vende tilbage, da jeg ikke er socialist. Klimaet og kulturen er bedre her. (...) Frihed! Jeg kan varmt anbefale unge mennesker med ambitioner, der kan finde ud af at arbejde, at tage springet."

K. Andersen fra Århus tror på et bedre liv i USA:

"Yep...forlader Danmark i 2011 og drager til USA. Er uddannet sociolog med eget firma. Forretningsklimaet i Danmark er ikke det bedste. USA tilbyder både et bedre og langt bredere forretningsklima, og så også et dejligt vejrmæssigt klima. Derudover har socialismen desværre taget overhånd i Danmark og truer med at kvæle den smule initiativ og kreativitet, der findes tilbage i dansk erhvervsliv. Jeg glæder mig til amerikansk frihed, storsind og ukueligt gåpåmod."

Michael Mortensen, Bracknell, tror ikke på de økonomiske forklaringer:

"Jeg har boet i udlandet i flere omgange - de seneste 12 år i UK, og jeg tror ærligt talt ikke, at det er de økonomiske årsager, som i længden holder de fleste mennesker borte fra Danmark. Jeg tror nærmere forklaringen skal findes i ting som jantelov, snæversynethed og generel manglende forståelse for fremmede kulturer som man desværre ofte møder i Danmark, og det er disse typisk danske karakteregenskaber blandt folk, som gør det mindre attraktivt at vende hjem."

Den forklaring læner Jens Præstgaard fra Carlisle sig også op ad:

"Laust Jensen skrev: "...så er det ikke så meget andet vi er verdensmestre i. Det skulle da lige være skattetryk, jantelov, selvglæde". Netop. Og som vi her ser, er danskerne så bundet til deres jantelov og selvglæde, at de tager den med til udlandet, når de emigrerer. Gad vide, hvad naboerne til de udvandrede ville sige, hvis de kunne se, hvordan de udvandrede sviner det gamle land til.





Racisme

Mohammed El-amuur, der er flyttet til Norge, savner Danmark, men:

"Jeg er flyttet fra DK pga. den store racisme, man oplever på arbejdsmarkedet. Som tandlæge kunne jeg ikke få et job. Jeg har endda kørt taxi i to år for ikke at blive arbejdsløs. Men nu er jeg i Norge og arbejder som tandlæge. Men jeg savner sgu Danmark. Et dejligt land."

Mangel på tolerance spillede også en rolle for Robert Oeffner, Cambridge, UK:

"Jeg har boet England siden 94. Først for at læse PhD i kemi efter en kandidatgrad fra KU. Sidenhen har jeg arbejdet i industrien og nu som forsker ved University of Cambridge. Det var en befrielse at komme til UK, da landet er meget mere tolerant over for folk af anden hudfarve. Dengang kørte BT en racistisk kampagne, der hed "De fremmede", som var meget ækel. Jeg elsker Danmark, men jeg ville have spildt alt for megen energi på at bekæmpe racisme, hvis jeg havde boet i DK."

Anne Marie Buch fra Aabenraa ser anderledes på det og overvejer at flytte:

"Jeg er højtuddannet indenfor et fag, der er stor mangel på i Danmark. Jeg arbejder ihærdigt på at komme herfra. Det totale formynderi, den totale mangel på erkendelse af, at en ny totalitær ideologi har slået rod i Europa er hovedårsagerne. At danske skatteydere - med verdens højeste skattetryk - nu skal betale børnepenge til polske bærplukkeres børn i al fremtid; det var dråben. Da besluttede jeg at gøre alvor af at rejse."

Peter Nielsen fra København overvejer også at emigrere:

"Er ikke flyttet endnu, men på vej. To årsager: 1. Tror ikke på det danske samfund i længden, 2,1 mio. på overførsel, 0,9 mio. offentlige, ca. 1,2 mio. skoleelever og stud. og kun 370.000 i industrien. 2. Er blevet blevet rigtigt træt af DR/Politiken-pis og dagsordenen i DK. Ingen tak til dem der trækker, vi er bare kvæg."

Anders Andersen, der har bosat sig i Geneva, Schweiz, tror ikke mere på det danske velfærdssamfund:

"Vi er flyttet til Schweiz for tre måneder siden. Det er en langsigtet beslutning, da vi tror, Schweiz giver os mulighed for at leve det liv vi vil (Play hard - Work hard). Her har vi lav skat, et sundhedssystem der virker, smuk natur og godt vejr. Danmark er også dejlig, men ved at blive et taberland med folk og politikere som ikke vil se problemerne i øjnene. Jeg tror ikke, det danske velfærdssamfund findes om 20 år, så jeg smutter nu, så jeg ikke skal betale for andres efterløn... "

LÆS OGSÅ: Hun valgte et liv i Kina

LÆS OGSÅ: Kloge hoveder forlader landet

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen