Fører af traktorbussen blev selv såret
Dagen efter ulykken på Mandø, hvor tre personer fra Ældre Sagen i Give omkom, er folk på Mandø i chok, og alle taler om ulykken, siger Ellen Christensen fra Mandø Centret.
- Vi er alle sammen meget berørt, vi taler meget om, hvordan ulykken kunne ske, og hvor lidt der skal til, før der sker så stor en ulykke, siger Ellen Christensen, som kender den 62-årige fører af den forulykkede traktorbus.
- Jeg kender ham, der kørte. Det er en af vores bedste venner, siger Ellen Christensen. Hun er selv født på Mandø.
Blev syet og tog hjem
- Han har det ikke godt. Han kom ned på sygehuset i går og fik syet nogle sting, og så kunne han ellers tage hjem igen. Jeg har ikke talt med han selv, men med hans kone, siger Ellen Christensen.
Chaufføren af traktorbussen, som forulykkede, er far til ejeren af traktor-busselskabet Sælen, og han har kørt ruten adskillige gange tidligere.
- Han ved alt om, at forholdene på Koresand forandrer sig hele tiden. Han kører langs med ruten, og han gør lige, hvad han skal. Men ishullet ser han bare ikke. Det er bare så synd for dem, siger Ellen Christensen.
Pas på ishuller
Ellen Christensen, der har boet hele sit liv på Mandø, er ikke i tvivl om, at ulykken skyldes et ishul. Det er et lumsk hul i sandet, som ikke kan ses.
- Det kan ikke være andet end ishuller. Min far sagde altid, at vi skal passe på ishuller, fastslår Ellen Christensen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejeren af Sælen.
LÆS OGSÅ: Mandø-ulykke kan ende i straffesag
LÆS OGSÅ: Forbud mod at køre i sand på Mandø