Indland

Westergaard er glad for Muhammed-dag

Den internationale "Tegn Muhammed-dag" på internetportalen Facebook er en manifestation af ytringsfriheden og absolut af det gode.

Det siger tegneren Kurt Westergaard om Facebook-initiativet, der har fået Pakistan til at blokere for sine borgeres adgang til hjemmesiden.

- Initiativet skal vel forståes som en manifestation for ytringsfriheden, hvor Muhammed og min tegning er blevet ikoner for denne kulturkamp, siger Kurt Westergaard til fagbladet Journalisten.

Han fortsætter:

- Jeg synes altid, det er glimrende, når der bliver rørt ved den debat. Der er selvfølgelig en risiko for, at det kan provokere nogle af de sorte kræfter, som så bliver inspireret til terror. Men det er der ikke så noget at gøre ved, vi skal ikke lade os kue.

Facebook-side forsvandt

Torsdag middag var der lagt over 6.700 Muhammedtegninger ind på Facebook, hvoraf flere har lånt inspiration fra Kurt Westergaards berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.

Men torsdag eftermiddag var Facebook-siden pludselig forsvundet. I stedet er der nu oprettet en ny gruppe med samme formål, ligesom flere andre er begyndt at oprette gruppe, der opfordrer til at tegne Muhammed.

Tegningen lever sit eget liv

Om hånende budskaber i tegningerne siger Kurt Westergaard:

- Det var jo ikke meningen, at tegningen skulle bruges på den måde. Men jeg må sige, at den tegning lever sit eget liv, og det har jeg ikke indflydelse på mere. Jeg har altid forklaret, at tegningen viser, hvordan terrorister får deres åndelige ammunition fra Islam og Koranen. Men det er jo altid godt at få en debat om ytringsfriheden, lyder det fra Muhammed-tegneren.

LÆS OGSÅ: 6.551 tegninger af Muhammed på Facebook

Ritzau/JP

Følg
Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her