Skatteminister vil hugge ned på kæmpegæld
Skatteminister Troels Lund Poulsen lover en handlingsplan allerede til august.
Danskernes svimlende gæld til det offentlige på næsten 67 milliarder kroner skal ikke bortforklares, men i stedet bringes markant ned.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) lover til august at præsentere en konkret handlingsplan. Det sker efter skrap kritik fra rigsrevisorerne på baggrund af en ny beretning fra Rigsrevisionen.
Stik mod løfter fra den tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) er borgernes gæld til det offentlige ikke nedbragt, men derimod vokset siden fusionen mellem de statslige og kommunale inddrivelsesmyndigheder i 2005.
Kritik inddrages i plan
- Jeg tager kritikken helt og holdent til efterretning. Jeg vil ikke bortforklare problemet. I stedet er det tid at handle. Jeg varslede ved min tiltrædelse en handlingsplan på det her område. Jeg vil inddrage kritikken i en plan, jeg kommer med til august, siger Troels Lund Poulsen.
Han peger på, at han i økonomiaftalen med Kommunernes Landsforening har taget hul på problemet med fokus på øget inddragelse af gæld og modregning i offentlige ydelser.
SF har anført nedskæringer i Skats personale som årsag til den utilstrækkelige inddrivelse af offentlig gæld.
- Jeg er åben overfor at diskutere flere ressourcer til skatteinddrivelse. Men det handler ikke nødvendigvis bare om flere medarbejdere, men også hvilke medarbejdere, siger han.
Skærpet lovgivning
Derudover peger han på skærpet lovgivning og bedre muligheder for at modregne i ydelser ved misbrug. Endelig skal der ses på den interne struktur i Skat og bedre brug af it.
Tidligere skatteminister Kristian Jensen, der har været ansvarlig minister i langt størstedelen af den periode, statsrevisorerne kritiserer, vil ikke kommentere sagen.
- Jeg udtaler mig af princip ikke om min tidligere tid som skatteminister, siger han