Beruset mand vågnede op i container
En beruset mand kunne meget vel have fået en ufrivillig tur til Norge - efter han i nat lagde sig til at sove i en container på havnen i Frederikshavn.
Mens manden sov, blev containeren lukket og løftet ombord på skibet Stena Cargo, der skulle til Oslo.
Manden vågnede og troede, han var på havet, og han ringede til politiet på sin mobiltelefon.
Men skibet lå stadig i havnen, og politiet kontaktede besætningen, der fik manden ud af containeren.
- Han havde det faktisk fint, men der var ikke forbandet meget plads i containeren, siger vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.
Den blinde passager kommer fra Ulsted og blev hjulpet ud af containeren i morges ved ni-tiden.
Kilde: P4 Nordjylland