Løkke: Slut med skåltaler for klimaet

Det er en særdeles positiv dansk statsminister, som torsdag eftermiddag slutter sig til G8-topmødet i L'Aquila i Italien. Med sig i bagagen har Lars Løkke Rasmussen (V) en dugfrisk aftale mellem G8-landene om, at stigningen i den globale opvarmning skal holdes under to grader Celsius.

Artiklens øverste billede
Alle ved godt, at når man forpligter sig til en to graders målsætning, så følger der et krav om øjeblikkelig handling, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Jens Panduro/Polfoto

- Nu er det bragt fri af skåltaler og luftige erklæringer. Alle ved godt, at når man bekender sig til en videnskabelig to graders målsætning, så følger der et behov om øjeblikkelig handling med, siger statsministeren, der deltager i mødet som vært for klimatopmødet til december.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er også Kina, Indien og syv andre vækstøkonomier klar til at slutte sig til to-graders-målsætningen under det udvidede G8-møde torsdag eftermiddag. Det vil ifølge Løkke være "et betydeligt fremskridt".

- Det afgørende succeskriterium er, at den her markante politiske tilslutning til videnskaben, som er opnået i G8-regi, også finder sin vej ind i en bredere kreds af lande, siger Løkke.

Stadig mange udenståender

Den danske statsminister tøver fortsat med at kalde det for et egentligt gennembrud i klimaforhandlingerne. Dertil er der stadig for mange udenståender. For det første tyder intet på, at vækstøkonomierne endnu er parat til at følge i fodsporene på G8-landene og forpligte sig til konkrete reduktioner i udslippet af drivhusgasser. G8-landene blev ellers onsdag aften enige om, at gå forrest i kampen mod klimaforandringerne og påtage sig en reduktion i CO2-udslippet på 80 procent inden 2050.

- Det ville selvfølgelig være rigtig rigtig flot, hvis man tilsvarende kan formulere reduktionsforpligtelser bredere. Men det bliver mere end almindeligt svært at nå på dette møde, siger Løkke.

Krav om kontante løfter

Inden udviklingslandene vil love konkrete reduktioner, vil de først have kontante løfter fra de rige lande, som indtil nu ikke har villet sige, hvor mange penge de er klar til at hive ud af statskasserne for at finansiere klimatiltag i den fattige del af verden. Omvendt vil de rige lande ikke lægge penge på bordet, inden der er en klar målsætning fra ulandene.

- Det er som et puslespil, hvor man først har hele billedet, når alle brikkerne er lagt. Men alle har lyst til at lægge brikkerne i forskellig rækkefølge, beskriver Løkke.

Ved mødet i Italien skal han også drøfte med FN's generalsekretær Ban Ki-moon, hvordan forløbet påvirkes, indtil det næste store klimamøde den 22. september i FN's hovedkvarter i New York.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen