To søfolk døde i lastrum

To mænd er omkommet i lastrummet på en lastbåd på vej fra Letland til København.

Alarmen indløb til Bornholms Marinedistrikt kort før klokken 19 onsdag aften. På det tidpunkt befandt skibet, der sejler under caribisk flag, sig i farvandet ca. 16 sømil nord for Hammerodde, oplyser Bornholms Politi.

"De to mænd manglede til fællesspisning ombord på skibet, og man satte derfor en eftersøgning i gang. Besætningen fandt dem i lastrummet i stævnen af skibet," fortæller Jan Egelund fra Bornholms Politi til jp.dk.

Skibets besætning ringede efter en redningshelikopter, men da den kom ud til skibet, blev de to mænd på 37 og 28 år erklæret døde.

Arbejdsulykke

"Skibet blev dirigeret ind til Rønne Havn, og vi har nu foretaget afhøringer af besætningen og skibets kaptajn. Der er ikke noget, der tyder på, at noget kriminelt skulle være foregået," fortæller vagthavende ved Bornholms Politi, Jan Egelund.

Han forklarer, at sagen derfor umiddelbart skal efterforskes som en arbejdsulykke.

"Vi ved, at de lå nede i lastrummet, hvor der var en mængde kulilte langt over grænseværdien. Det har brandledelsen målt, men ved et ligsyn i dag vil vi forhåbentlig komme nærmere en klarlæggelse af dødsårsagen," siger Jan Egelund.

Lastskibet, der var på vej fra Riga i Letland til København, var fra St. Vincent & Grenadines.

De to afdøde søfolk er fra henholdsvis Rusland og Hviderusland

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen