Mangedobling af søredninger om sommeren

Søværnets Operative Kommando har ekstra travlt i sommerferien, hvor antallet af søredninger stiger markant.

Artiklens øverste billede

Tal fra Søværnets Operative Kommando (SOK) viser, at juni, juli og august sidste år stod for 149 af årets i alt 308 søredningsaktioner.

Vintermånederne december, januar og februar tegnede sig for kun for 38. Samme tendens viser sig, hvis man ser på de foreløbige tal fra 2009, skriver sok.dk.

”De typiske sommerulykker, der trækker voldsomt op i statistikken, er primært badeulykker, hvor folk driver til havs på luftmadrasser, badedyr eller i små både, og ulykker, hvor lystsejlere falder over bord og desværre ikke altid er iført redningsvest," fortæller kaptajnløjtnant Søren Post Pedersen fra SOK til sok.dk.

Flere omkomne i sommermånederne

Det er også i sommermånederne, at flest mennesker omkommer som følge af ulykker til søs. I årets tre varmeste måneder sidste år omkom 14, mens tallet kun var to i vintermånederne.

Søren Post Pedersen mener, at beredskabet er stærkest om sommeren, hvor der er ekstra ressourcer til rådighed.

”De mange ekstra sejlere, både lystsejlere, folk fra sejlklubber og folk fra bådelaug, som færdes på havet i de varme perioder, betyder netop, at der er mange flere til at assistere, når nødsituationer med behov for hjælp opstår. Det er en rigtigt godt supplement til de faste ressourcer, at frivillige kræfter stiller sig til rådighed,” fortæller han.

SOK samarbejder med Flyvevåbnet, Kystredningstjenesten, Farvandsvæsenet, Marinehjemmeværnet og Fiskeridirektoratet om redningsaktioner.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen