Smart trick mod pjæk: Forældrene får en sms

Skoler har succes med at reducere elevers fravær ved at sende sms til forældrene. Undervisningsministeren opfordrer flere skoler til at benytte sig af det.

Artiklens øverste billede

Det skriver 24timer.

Danske skoleelever ser ofte deres snit til at sove fra første time, misse en time for at smutte i byen eller gå hjem efter spisefrikvarteret.

Pjæk er udbredt i folkeskolen, og for 6.300 elever (1,2 procent) er det ulovlige fravær bekymrende stort, viser Undervisningsministeriets seneste undersøgelse om emnet. Og det skal der laves om på, mener formanden for Skolelederne, Anders Balle.

»Pjæk fylder meget – også for meget. Det er vigtigt at ændre kulturen, så børnene får en klar fornemmelse af, hvilken forpligtelse det er at gå i skole. Ellers går det ud over deres og kammeraternes læring,« siger han.

To skoler i henholdsvis Mariager og Gladsaxe lader til at have fundet en løsning på problemet. De var så plaget af pjæk blandt eleverne, at de i dette skoleår besluttede at sende en sms-besked til forældrene, hvis eleverne ikke dukkede op.

15 procent havde fravær

På Mariagerfjord 10. klassecenter havde 15 procent af eleverne store problemer med fravær, og derfor begyndte lærerne at registrere fremmødet time for time. I stedet for at aflevere en fraværsprotokol en gang om måneden sender de nu dagligt en mail til skolens sekretær, der kontrollerer, om forældrene har meldt afbud på barnets vegne. Hvis de ikke har, får de en sms-besked om barnets fravær.

»Her en måneds tid før skoleårets afslutning kan vi konstatere, at det har været en stor succes. Vi har næsten stoppet det ulovlige pjækkeri, hvor elever lige skipper en time i ny og næ, og derfor vil vi fortsætte med ordningen næste år,« siger skoleleder Torbjørn Ebbesen.

Løs pjæk er forsvundet

Også på Gladsaxes 10.klassecenter vil skoleleder Carsten Bott fortsætte med ordningen næste år. Her afleverer lærerne hver dag en seddel til skolens administrative leder med elevens navn og nummer, og herefter sendes en sms-besked af sted til både elev og forældre.

»Vi har i hvert fald halveret pjækkeriet. Nogle få elever bliver væk, selv om vi sender en sms-besked til deres forældre. Men det løse pjækkeri har vi reduceret mærkbart. Selvfølgelig gav det mere arbejde til lærerne i begyndelsen, men nu sparer de tid på ikke at skulle gentage tingene for de elever, som tidligere var meget fraværende,« siger han.

I fagforbundet Socialpædagogerne er der også stort fokus på ulovligt fravær, fordi de børn og unge, som får brug for støtte eller måske en anbringelse, ofte har skulket fra skole.

»Ulovligt fravær i skolen er et af de første faresignaler, når noget er galt. Det skal tages meget alvorligt. Hvis børnene ikke får de basale kompetencer i skolen, har de først alle odds imod sig,« siger næstformand Benny Andersen, der tvivler på, at en sms-besked til forældrene kan hjælpe i de mest alvorlige situationer.

Elever: I orden at sende sms

Hos både Skolelederne og Danske Skoleelever er der opbakning til at inddrage forældre og mobiltelefoner.

»Det er positivt, at skolerne tager et ansvar og inddrager forældrene, for de har nøglen til at løse problemerne. Men sms-beskederne skal ikke bruges til sanktioner. De skal bruges til en positiv dialog mellem elev og forældre – så tror jeg, eleverne kan komme på ret køl,« siger Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever.

Haarder begejstret

Undervisningsministeriet har netop færdiggjort en publikation til skolerne med gode eksempler på at bekæmpe ulovligt fravær. Heri er sms-beskeder til forældre også nævnt, og undervisningsminister Bertel Haarder (V) er meget begejstret for initiativet.

»Det er alle tiders idé. Jeg har rost og nævnt sms-beskeder mod fravær ved en enhver lejlighed, og det vil jeg blive ved med. Der er brug for hurtigt indgreb, når en elev ikke dukker op, for det er at vise omsorg og respekt. Hvis skolen dalrer, gør eleverne det også,« siger ministeren, der dog vil lade det være op til skolerne selv at beslutte, om de vil sende sms-beskeder af sted.

Kilde: 24timer

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen