Pris siger intet om kvalitet i børnehaver

Der er ingen sammenhlæng mellem forældrebetalingen for børnehavepladser og den kvalitet, forstået som mængden af personale i forhold til børnetallet, som kommunerne leverer for pengene. Det viser en beregning som Politiken har lavet på grund af Indenrigsministeriets kommunale nøgletal for 2002.

At der ikke er sammenhæng mellem størrelsen af forældrebetalingen og antallet af personale per barn kritiseres af både forældre og pædagoger.

Henriette Bjergvang, mor til fire børn og formand for Landsforeningen af Forældre til Børn i Daginstitutioner, forstår ikke, hvorfor man ikke får en bedre service i form af mere personale, hvis man betaler en høj pris for at få sit barn passet.

Hos landets pædagoger (BUPL) forstår man heller ikke kommunernes politik. BUPL har tidligere foreslået, at en ansat i en børnehave højst må passe fem børn ad gangen for at kunne give en ordentlig omsorg. Det er der i dag cirka 20 ud af landets 271 kommuner, der lever op til. Alligevel vil politikerne ikke gribe ind.

Socialminister Henriette Kjær (K) mener, at det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvad prisen og kvaliteten skal være.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen