Kristendemokraterne ude af forhandlingerne

Kristendemokraterne kommer ikke med i finanslovforliget om kriminalforsorgen, oplyser partiets finanspolitiske ordfører, Bodil Kornbek, til Ritzau.

Partiet meddelte lørdag formiddag justitsminister Lene Espersen (K), at det ikke længere er med i forhandlingerne.

"Der er simpelthen for lidt menneskelighed i den aftale, der ligger," siger Bodil Kornbek.

Kristendemokraterne har blandt andet talt for, at der skulle sættes penge af til forebyggelse og udslusning af de kriminelle samt bedre arbejdsmiljø i fængslerne. Men det lille parti har ikke fået, hvad det har ønsket.

"Regeringen og Dansk Folkeparti har sat fokus på straf og konsekvens. Det er vi sådan set enige i, men vi mener også, at der er en anden del. Det handler om, at der er et liv uden for fængslerne. Når man har overstået sin straf skal man ud og være en del af livet, og det aspekt mangler i udspillet," siger Bodil Kornbek, der tilføjer, at økonomien også har spillet en væsentlig rolle.

Dansk Folkeparti presser under forhandlingerne på for at skære i ulandsbistanden, men det vil Kristendemokraterne under igen omstændigheder være med til.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen