Sidste tæppefald for Hjørring Revyen

Tæppet er gået for Hjørring Revyen for foreløbig sidste gang. På et bestyrelsesmøde mandag blev det besluttet, at revyen ikke spiller igen foreløbig. Afgørelsen blev truffet af bestyrelsen og de 10 investorer, der reddede revyen sidste år.

- Vi har mistet det meste af kapitalen og tror ikke på, at revyen har en fremtid i sin nuværende form, siger bestyrelsesformand Gunnar Schmøkel til DR Nordjylland.

Efter fiaskosæssonen 2002 skød 10 investorer i alt en million kroner i Hjørring Revyen. Men med endnu et underskud i år på 770.000 kroner var det meste af den nye egenkapital allerede væk igen. Ifølge Gunnar Schmøkel vil bestyrelsen nu overveje, om revyen engang i fremtiden kan genopstå i en ny form. Men han er ikke optimistisk.

Hjørring Revyen havde især sine velmagtsdage under Per Pallesens ledelse i 1980'erne, hvor han og Tommy Kenter gjorde udtryk som "Li'e på en studs" og "Yeds, my boyds" til folkeeje.

Revyen i Hjørring startede i 1973 på initiativ af nu afdøde Thøger Olesen. /ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen