DF afviser at beskære grænsekontrol

Regeringen får svært ved at lave et politiforlig, hvis det indebærer en beskæring af grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. Tanken har nemlig "ingen gang på jorden", siger gruppeformand og finansordfører for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

- En aftale med dét perspektiv, at der bliver mindre kontrol i grænseområderne, kan jeg ikke se have nogen gang på jorden. Behovet er jo netop modsat - vi har brug for mere kontrol i de områder, siger Kristian Thulesen Dahl, efter at flere kilder har sagt til Ritzau, at grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland risikerer at blive markant beskåret med det forslag til forlig på politiområdet, som regeringen mandag vil forhandle med Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl er klar over, at den nuværende tegning af et politiforlig indebærer en "ommøblering" af nogle dele af politiet. Men at grænsekontrollen kan blive beskåret, har han ikke hørt tale om fra regeringens side.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen