Politiaftale alene med DF

Socialdemokratiet, de radikale og Kristendemokraterne har trukket sig ud af forhandlingerne om politiet - Dansk Folkepartis pris for at være med er færre penge til konfliktråd og international indsats.

Over en rød sild, flæskesteg og et stykke ost lagde ledelsen i Dansk Folkeparti i går aftes strategi for, hvordan de skal få flest mulige ønsker på finansloven for næste år.

Når partiet møder op i Finansministeriet i dag, er det nemlig stort set ene på banen, efter at Socialdemokratiet, de radikale og Kristendemokraterne i går forlod forhandlingerne om politi og var parate til at gøre det samme på kulturområdet, hvis regeringen ikke trak forslaget om at skære i portostøtten tilbage.

Finansiering skiller

Det var uenighed om såvel finansieringen som udgangspunktet for niveauet, der skilte parterne i aftalen om næste års politi. Således gav regeringen ikke meget for det forslag til finansiering, som de tre partier mødte op med.

»Det er ejendommeligt, at vi bliver præsenteret for et forslag, hvor der´ikke er lønkroner til de betjente, der i dag,« sagde finansminister Thor Pedersen (V).

Oppositionens svar hertil var, at det var regeringens og ikke deres hovedpine at finde penge, så udgangspunktet for forhandlingerne er økonomien i det politiforlig, der er i dag, og at de ikke ville være med til at lade børnefamilier betale.

»Forløbet tyder desværre på, at regeringens inderkreds har besluttet, at der skal føres ren blokpolitik med Dansk Folkeparti,« sagde Socialdemokratiets finansordfører Nicolai Wammen efter sammenbruddet.

Justitsminister Lene Espersen (K) beklagede, at det brede forlig mislykkedes:

»Jeg er ked af, at der ikke bliver en aftale, for det faglige var vi jo enige om,« sagde Lene Espersen, som dog endnu har udsigt til at få Kristendemokraterne med i en aftale om kriminalforsorgen.

Aftalen om politiet indgår nu i den store finanslovspulje, som ventes forhandlet færdig med Dansk Folkeparti i denne uge. Dansk Folkeparti ønsker markant flere betjente. Men partiet har også en omfattende ønskeseddel på andre områder, eksempelvis en permanent ældrecheck.

Efter sammenbruddet ved politiforhandlingerne var der pause, inden oppositionens ordførere igen mødte op i Finansministeriet og til deres overraskelse blev præsenteret for et af deres egne finansieringsforslag på kulturområdet. Nemlig at hente 50 mio. kroner ved at privatisere sygeforsikringen for små private erhvervsdrivende. Regeringen havde tidligere foreslået at bruge en del af børnechecken som finansiering.

Spørgsmålet var derfor også rent politisk, da Socialdemokratiet, de radikale, Enhedslisten og Kristendemokraterne indtog fyldte chokoladeskildpadder og diskuterede - først sammen og siden enkeltvis med Thor Pedersen, om de skulle sige ja til de betingelser for at indgå en aftale om driften af Det Kongelige Teater og dermed bryde billedet af ren blokpolitik.

Samtidig anrettede Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard Poul Nødgaards medbragte lækkerier i præsidielejligheden på Christiansborg.

Dansk Folkeparti har tidligere forlangt 1000 flere betjente, men det tal nås næppe. Givet er det, at partiet vil møde op med forslag om, at de 137 mio. kroner, der var afsat til international indsats og konfliktråd over de næste tre år i stedet skal bruges på at ansætte flere i politiet - direkte omregnet vil det betyde knap 300 ekstra betjente.

jette.maressa@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen