Udsendte soldater i Irak har besvær med at få løn

Udstationerede danske soldater, blandt andet i Irak, har problemer med at få udbetalt deres løn.

Det fortæller flere kilder til Ritzau. Soldaterne modtager ofte kun en del af deres løn. Sidenhen har de store vanskeligheder med at få resten efterbetalt.

Centralforeningen for Stampersonel bekræfter problemets eksistens.

- Der har i en længere periode været rod med lønudbetalingen, og vi har arbejdet for at få Forsvarskommandoen til at få tingene på plads. Det kører nogenlunde med den generelle månedsløn, men der er problemer med natpenge, søn- og helligdagsgodtgørelse og udetillæg, siger foreningens formand, Finn Busse Jensen.

- Det er svært for den enkelte soldat, når han er nede i Irak. Så er man dårligt stillet - de har jo ingen chancer dér, siger Finn Busse Jensen.

Hærens Operative Kommando kunne søndag ikke give noget svar på, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen