Nervekrig om finansloven

Spillet om næste års finanslov går søndag ind i slutfasen. Regeringen afviste lørdag en række finansieringsforslag fra oppositionspartierne.

Socialdemokratiet, de radikale, SF, Kristendemokraterne og Enhedslisten foreslog i går regeringen blandt andet at bruge en del af de afsatte reserver, samt penge til køb af CO2-kvoter til at finansiere udgifter til politiet.

Men efter et par timers betænkningstid og konsultation med Dansk Folkeparti, der betingede sig, at Socialdemokratiet gik med til regeringens finansieringsforslag, fik ordførerne besked på at finde ud af, om de ville være med på det grundlag.

Dunkle meldinger

Mens justitsminister Lene Espersen (K) stadig var optimist og talte om et bredt forlig, så var meldingen mere dunkel fra oppositionen.

»Vi opgiver ikke, før sidste sten er vendt. Men det ser uhyre svært ud. Jeg frygter, at regeringen laver en aftale alene med Dansk Folkeparti,« lød det fra Nicolai Wammen, finansordfører for Socialdemokratiet, som i lighed med Kristendemokraterne og de radikale fortsat vil forhandle. SF og Enhedslisten har meldt fra.

Dermed er der lagt op til hårde forhandlinger, når finansminister Thor Pedersen (V) i dag fortsætter forhandlingerne om først politi, siden kultur og trafikinvesteringer. De områder skal falde på plads, inden han sætter sig til forhandlingsbordet med Dansk Folkeparti om resten af finansloven.

Ifølge regeringens oplæg, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, skal en aftale om politi og kriminalforsorg finansieres ved at hente 467,8 mio. kroner på erhvervstilskud, blandt andet hjemmeservice.

Børnecheck ændres

Endvidere vil man hente 135 mio. kroner ved kun at regulere børnecheck og boligstøtte i takt med forbrugerpriserne, 45 mio. kroner tages ved at ændre støtten til finansieringen af alment byggeri. Endelig vil regeringen finde 15,6 mio. kroner ved at justere flerbørnstilskuddet.

Trafikinvesteringer forestiller regeringen sig at finansiere ved at fjerne revalideringsydelsen for personer, der har været på kontanthjælp i flere end seks måneder, eller som tidligere har modtaget SU. Samt ved at ændre dagpengereglerne for personer, der har tjener mere end 25.000 kroner i gennemsnit pr. måned.

Kulturen er en særlig knast i de videre forhandlinger. Dansk Folkeparti har meddelt, at regeringen selv må finde de godt 50 mio. kroner, der skal bruges på Det Kongelige Teater. De penge foreslår regeringen også at finde på børnechecken, som ikke længere automatisk skal rundes op til næste hele hundrede kroner.

Det forslag har Socialdemokratiet afvist.

jette.maressa@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen