Forbrugernes advokater i fare

Forbrugernes repræsentanter føler sig trængt i i kampen mod erhvervslivet, og nu skal der skæres mere.

Når finansloven inden for kort tid vedtages, mister Forbrugerrådet efter alt at dømme over 20 pct. af det statstilskud, rådet modtog i år.

Dermed svækkes forbrugernes advokater i en periode, hvor kampen mod erhvervslivets store budgetter bliver stadig mere ulige. Det siger blandt andre forbrugerombudsmanden, Hagen Jøgensen:

»Hvis man tænker på de midler, de store virksomheder kan trække på, er det peanuts, hvad der bruges på at repræsentere forbrugerne,« siger Hagen Jørgensen.

Mindre mandskab

Han peger på, at der også i Forbrugerstyrelsen - som forbrugerombudsmanden hører under - bliver skåret kraftigt i mandskabet i disse år. Han vurderer, at om tre år vil styrelsen have mistet over en tredjedel af de ansatte i forhold til 2000.

Direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl mener, at rådet får færre ansatte til at hjælpe forbrugerne, føre principielle sager og være forbrugerens advokat i forhandlinger med erhvervsgiganterne.

»Vi bliver nødt til at prioritere og finde ud af, hvor vi skal holde op med at være aktive. Hvis der for eksempel er forhandlinger med bankerne, kan jeg kun sende en medarbejder, der har samme indsigt som bankernes udsendte.«

Netop finansområdet er ifølge forbrugerombudsmanden sårbart, fordi der her ikke er andre, der kan repræsentere forbrugernes interesser, hvis Forbrugerrådet giver slip. Generelt undrer Hagen Jørgensen sig over, at besparelserne kommer fra en regering, der siger, den prioriterer forbrugernes interesser højt.

»Det ville være godt med en vis sammenhæng mellem, hvad man siger og hvad man gør. Man får ikke en stærk forbrugerindsats for ingenting,« siger ombudsmanden.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) ønsker ikke at kommentere besparelserne, da de indgår i finanslovsforhandlingerne, men embedsmænd påpeger, at en del af besparelsen på Forbrugerrådets tilskud skyldes, at rådet i år fik penge til en særlig etårig projektpulje.

Desuden fremhæves, at der i disse år skal spares overalt, ikke bare indenfor forbrugerområdet. På den baggrund mener Colette Brix, der som talsmand for Dansk Folkeparti er regeringens garant for et politisk flertal for besparelsen, heller ikke, at der umiddelbart er grund til bekymring.

Ingen kan vide sig sikre

»Vi ved, der skal spares, og ingen kan vide sig sikre. Regeringen mener åbenbart, at Forbrugerrådet skal flytte rundt på deres arbejdsopgaver, og hvis de kan få det til at fungere med færre penge, er det selvfølgelig godt. Det er aldrig sjovt at blive beskåret, men tingene skal gå op i en højere enhed,« siger Colette Brix.

Flere oppositionspartier er dybt uenige: »Det forslag bør ikke vedtages. Det viser endnu en gang, at når man helt uden prioritering lader grønthøsteren køre sammen med et skattestop, er der mange uheldige konsekvenser,« siger de radikales finansordfører, Morten Helveg Petersen.

Frode Sørensen (S): »Det er helt ude i hampen at spare her. Man burde i stedet styrke forbrugerne. Sidste år kæmpede vi for at skaffe flere milioner til området, og det vil vi også gøre denne gang.«

lone.olsen@jp.dk

runa.pihlmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen