Politiet bryder datalov

Adskillige politikredse har i årevis overtrådt persondataloven, når der opbevares udskrifter af telefonaflytninger af mistænkte.

Det betyder, at enhver ansat kan hente fortrolige oplysninger uden, at det kan kontrolleres.

Udskrifterne opbevares på filer, hvor man ikke kan se, hvem der logger sig på hvornår. Det er ulovligt.

Datatilsynet har påtalt problemet flere gange, senest i sommer, men alligevel fortsætter flere politikredse med ulovlighederne, mens andre drosler ned på bekæmpelsen af rocker- og narkokriminalitet for at overholde loven.

Datasystem uegnet

Problemet ved telefonaflytningerne er, at politiets normale datasystem Polsas ikke egner sig til de store mængder data, som udskrifterne indeholder. Man kan bl.a. ikke søge i databasen. Derfor skriver mange kredse aflytningerne ind i almindelige skriveprogrammer.

»Vi mener, at efterforskning af kriminalitet af den kaliber, hvor vi bruger telefonaflytning - narkosager og rockersager - er vigtigere end Datatilsynets forskrifter. Jeg ved ikke, hvorfor man er så kolossalt træge hos Rigspolitiet med at løse problemet, men vi fortsætter altså den ulovlige praksis. Ellers kunne vi lige så godt holde op med at efterforske rocker- og narkosager,« siger politimester i Helsingør, Ole Scharf, som er blevet irettesat af Datatilsynet.

I Esbjerg ser politiet anderledes på sagen. Også her har man modtaget en påtale fra Datatilsynet, og det har fået politimesteren til at kræve, at narkoafdelingen overholder loven.

Færre aflytninger

»Det betyder så, at vi kommer til at køre færre aflytninger af rocker- og narkokredse, for tingene kommer til at tage længere tid. Der er ikke meget ved at lagre en masse oplysninger, man ikke kan bruge til noget, så vi må skære ned på aflytninger, og det er ikke tilfredsstillende,« siger politimester i Esbjerg, Poul Bjørnholdt Løhde.

Datatilsynet har i efteråret 2002 undersøgt praksis i 12 politikredse. I fem af dem overtrådte politiet loven.

Det er den enkelte politimesters ansvar, at reglerne overholdes.

Hos Rigspolitiets EDB-afdeling har man siden 2001 været klar med en udvidelse af Polsas-programmet, så overtrædelserne af loven kunne undgås.

»Men der har ikke været økonomi til at foretage de fornødne rettelser af Polsas. Rigspolitiet går ud fra, at reglerne overholdes, og på baggrund af henvendelsen fra Datatilsynet vil dette nu blive indskærpet over for politikredsene,« siger vicerigspolitichef Peter Carpentier.

Formanden for kriminalfolkene i Danmark, Peer Withagen, vurderer, at overtrædelsen af dataloven er udbredt blandt politikredse i hele landet.

jesper.stein@jp.dk

carsten.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen