Storm mod miljøminister fortsætter

Miljøministeriet afviser i en længe ventet redegørelse alle anklager mod Hans Christian Schmidt (V). Nu venter alle på ombudsmandens reaktion.

Mens miljøministeren og oppositionen afventer en reaktion fra ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen efter den redegørelse, som ombudsmanden modtog fra Miljøministeriet tirsdag, fortsatte oppositionen anklagerne mod Hans Christian Schmidt (V) om vennetjenester og kammerateri.

Anklager, som ministeren personligt afviste i Folketingets spørgetime tirsdag.

Ifølge kritikerne efterlader miljøministeriets redegørelse imidlertid flere ubesvarede spørgsmål end svar.

Ombudsmanden har bedt Miljøministeriet udtale sig omkring tre konkrete punkter:





  • Ministerens habilitet i forbindelse med to sager om tildeling af penge til projekter med deltagelse af Sommersted Skole i Vojens.
  • Yderligere oplysninger om offentliggørelsen af, hvordan man kunne søge penge fra den omtalte velfærdspulje.
  • Oplysninger om, hvorfor der i Skov- og Naturstyrelsen pludselig var to forskellige lister over, hvem der havde søgt og fået tildelt midler fra den omstridte velfærdspulje.

Personlig tone

Besvarelsen fra Miljøministeriet beskæftiger sig især med det første spørgsmål, hvor ikke mindst en brevveksling via e-mail med en særdeles personlig tone mellem overlærer Lars J. Hansen på Sommersted Skole og miljøminister Hans Christian Schmidt har vakt forundring dybt ind i Venstre og blandt oppositionen. Korrespondancen omhandler en anmodning om hjælp til køb af en ejendom og oprettelse af en økobase samme sted.



»Skov- og Naturstyrelsen vurderede, at projektet passede godt til kriterierne for anvendelse af velfærdsmidlerne. Ministeren tiltrådte styrelsens indstilling om at yde støtte med 50.000 kr., hvilket blev meddelt ved ministerens brev af 6. maj 2003 til Vojens Kommune med kopi til Lars J. Hansen,« siger redegørelsen.

Der er dog ingen dokumentation for, hvornår Skov- og Naturstyrelsen indledte sin sagsbehandling. Miljøministeren har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at han fik »et nik« fra Skov- og Naturstyrelsen, inden han skrev brevet, hvor han reelt bevilgede pengene til Vojens Kommune.

Utvivlsomt habil

I redegørelsen til ombudsmanden, der er underskrevet af departementschef Leo Larsen fra Miljøministeriet, vurderes ministeren som værende »utvivlsomt habil«, både hvad angår tilhørsforholdet til Sommersted Skole og korrespondancen med overlærer Lars J. Hansen.

SF's miljøordfører Jørn Jespersen er ikke imponeret over den redegørelse, det har taget ministeriet næsten to uger at udarbejde:

»Redegørelsen efterlader flere spørgsmål end svar, præcis som det var tilfældet efter vores samråd i miljøudvalget fra knap to uger siden. Omkring habilitetsproblemet er det især interessant, at ministeren helt åbenlyst ikke har gjort sig nogle overvejelser. Vi håber nu blot, at ombudsmanden vil gå ind og se på sagen,« lyder det fra Jørn Jespersen.

Professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh mener ikke, at redegørelsen bringer noget væsentlig nyt på banen, men siger:

»Det, man kan diskutere, er vel alene, om ombudsmanden vil have en anden opfattelse af habilitet end ministeriet.«

Peter Pagh kalder stadig håndteringen af sagerne uheldig, men mener på det foreliggende grundlag ikke, at der er begået deciderede ulovligheder.

lars.from@jp.dk

viggo.ravn@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen