EU-præsident skræmmer

Regeringen kritiseres for at støtte en stærk EU-præsident. Socialdemokratiet og Junibevægelsen advarer Anders Fogh Rasmussen mod at følge de store EU-landes dagsorden.

Bruxelles

Regeringen er under pres på hjemmefronten under opgøret om EU's forfatning. Socialdemokratiet og Junibevægelsen frygter, at regeringen går med til at give EU's kommende "præsident" for meget magt.

Den omstridte præsidentpost er et hovedelement i den forfatningstraktat, som EU-landene forhandler om. Meningen er at udstyre EU med en fast formand for Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringschefer mødes, og Danmark har hidtil krævet, at den valgte formand nøjes med en begrænset rolle som mødeleder under topmøderne.

Ny dansk holdning

Men mandag præsenterede regeringen en ny holdning til fremtidens ledelse i EU. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte sig kritisk om de såkaldte gruppeformandskaber, hvor flere lande deles om at lede Unionen. Det kan give for mange koordinationsproblemer, hed det, og derfor vil Per Stig Møller styrke den valgte formand for Det Europæiske Råd. Vedkommende skal så ikke blot tage sig af topmøderne, men også af det daglige arbejde i EU's ministerråd.

»Hvis man skal have gruppeformandskaber, vil det være relevant, at Det Europæiske Råds formand får en koordinerende rolle mellem medlemmerne af gruppeformandskaberne. Så kan han forberede møderne i Det Europæiske Råd og fungere som indpisker på de forskellige råd,« sagde Per Stig Møller.

Protest

Udsigten til en styrket formandspost får unionskritikerne til at protestere.

»Hvis formanden for Det Europæiske Råd også skal koordinere ministerrådene, har vi en ægte præsident. Han bliver den stærke figur, mens de skiftende formandskaber bliver svage. Det giver stormagtsdominans,« siger Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet for Junibevægelsen.

Der er også kritik fra Socialdemokratiet, som har lagt stemmer til regeringens forhandlingsmandat.

»Formanden for Det Europæiske Råd må ikke få en meget stærk position. Det er jeg stærkt betænkelig ved. Det vil give store problemer og konflikter mellem Kommissionen og formanden,« siger Henrik Dam Kristensen, socialdemokraternes EU-ordfører.

Regeringen er selv opmærksom på, at den kan blive kritiseret for at gå de store EU-landes ærinde. Især Storbritannien har presset på for at give den kommende "præsident" kontrol over arbejdet i de almindelige ministerråd, og sagen blev taget op, da regeringens EU-udvalg holdt møde onsdag. Her var holdningen, at man skulle passe på med ikke at havne »helt over i briternes lejr«, som en kilde udtrykker det.

En praktisk gris

På topmødet i Bruxelles i går forsøgte både Per Stig Møller og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at berolige kritikerne.

»Formanden er en praktisk gris, der får til opgave at forberede, koordinere og lede møderne i Det Europæiske Råd og en effektiv gennemførelse af Rådets arbejde. Det er ikke en EU-præsident med præsidentbeføjelser,« sagde statsministeren.

Per Stig Møller understregede, at en indpisker-rolle kun dækker over, at formanden skal have mulighed for at forberede møderne.

»Han skal jo ikke bare være en postkasse, hvor man kan aflevere et brev. I øvrigt skal man huske, at langt de fleste sager afgøres i de enkelte ministerråd,« sagde Per Stig Møller.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen