Nej til privat vagtværn i Gellerupparken
Lene Espersen afviser, at løsningen på problemerne i Gellerupparken er et privat vagtværn. Det er politiets opgave at holde ro og orden, siger hun.
Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti mener, at man bør overveje at ansætte et privat vagtværn til at holde ro og orden i Gellerupparken.
Senest har en række sager om grønlændere, der blev forulempet i området, fået ham til at spørge justitsminister Lene Espersen (K), hvordan hun forholder sig til, at man ansætter et vagtværn.
»I andre situationer har man så travlt med, at man ikke må være racistiske, men det skal jo gælde begge veje. Det nytter ikke, at danske minoriteter bliver forfulgt i Gellerup. Det bekymrer mig, at der har udviklet sig en stat i staten i Gellerup, hvor landets almindelige love ikke gælder,» siger han.
Nyt Chinatown
Men det er ikke kun på grund af grønlænderne, at Kim Christiansen mener, at der bør ansættes et privat vagtværn.
»Det er generelt problemer med, at politiet ikke kan klare opgaven. Vi skal passe på, at det ikke ender med at blive ligesom New Yorks Chinatown, hvor det er som at træde ind over grænsen til et andet land,« siger han.
Men svaret fra Lene Espersen er afvisende.
»Opretholdelse af ro og orden på offentlige steder bør fortsat som den altovervejende hovedregel overlades til politiet,« svarer hun. Hun tilføjer, at der i særlige tilfælde kan gives tilladelse til, at private vagtværn holder opsyn med offentlige steder som f.eks. butikscentre, gågader og lufthavne, men at det er noget, som man skal være yderst tilbageholdende med.
Det er Kim Christiansen også principielt enig i, men han mener, at det er en anden sag, når politiet ikke selv kan klare opgaven.
»Det er fint nok, at det er politiets opgave, men så skal politiet også løse opgaven. Spørgsmålet har også mere principiel karakter, for skal vi acceptere, at politiet ikke tør bevæge sig ind i områder som Gellerup og Vollsmose? Her kunne et vagtværn være med til at løse opgaven ved at være tilstede og være synlige. På den møde kunne de være med til at forebygge problemerne,« siger han.