To højhuse i Rødovre er blevet evakueret
Politi og brandvæsen rykkede mandag middag til to højhuse i Rødovre og vurderede, at husene skulle evakueres. De to huse på Agerkær og Ruskær er fejlkonstruerede og derfor er der frygt for, at de kan kollapse i den kraftige blæst, oplyser man hos Rødovre Politi.
Husene blev bygget midt i 1950'erne, men har en fejl i deres betonkonstruktion. Derfor har man på forhånd lagt en plan for, hvordan man skal håndtere en situation, hvor kraftig blæst kan få husene til at kollapse.
Politi og brandvæsen har i eftermiddagens løb kontaktet beboerne i samtlige lejligheder for at få dem til at forlade deres lejlighed. De er blevet samlet på en nærliggende skole, oplyser TV2 News.
Evakueringen var frivillig. Vindstyrken er nemlig ikke så høj, at der skulle gennemføres en tvangsmæssig evakuering, oplyste indsatslederen ved Vestegnens Brandvæsen, Jan Riis.
Der bor mellem 800 og 1000 mennesker i de to fejlkonstruerede højhuse på Ruskær og Agerkær.
Rødovre Kommune har sammen med husenes ejer, Arbejdernes Boligforening, beregnet, at det vil koste op mod en halv milliard kroner at renovere de to huse, som er på henholdsvis 12 og 14 etager, og som tilsammen indeholder 312 lejligheder. Derfor har man søgt om at rive husene ned.
Det ventes, at beboerne kan vende tilbage til deres lejligheder senere i aften, når vinden løjer af og faren dermed driver over.
/ritzau/