Ny pædagoguddannelse skal nedbryde social arv
Antallet af fag reduceres og de pædagogstuderende skal generelt have bedre slutkompetencer så de kan være med til at nedbryde den negative sociale arv.
Det var hvad undervisningsminister Bertel Haarder (V) hev frem som det mest centrale, da han tirsdag satte arbejdet med at bestemme indholdet i den nye pædagoguddannelse i gang.
Det væsentligste mål med den nye pædagoguddannelse er at give uddannelsen et fagligt løft. Ministeren lagde vægt på, at den nye pædagoguddannelse skal være med til at nedbryde den negative sociale arv, frafaldet skal mindskes, og der skal fokus på sprogstimulering.
Ni faggrupper, en referencegruppe og en styregruppe skal i samarbejde med Undervisningsministeriet finde frem til indhold og retningslinjer for både den teoretiske og den praktiske del af den nye pædagoguddannelse.
Fra august 2008 vil adgangskravene blive ændret, så det kræver en gennemført gymnasial uddannelse, en social- og sundhedsassistentuddannelse eller den grundlæggende pædagogiske uddannelse med niveaukrav i blandt andet dansk, at blive optaget på pædagogseminariet.
Herudover gøres fire gymnasiale fag adgangsgivende: dansk på A-niveau, engelsk B-niveau, samfundsfag C-niveau og et fag efter eget valg på C-niveau.
/Rønn