Årets mandepris uddelt
Politiassistent Jan Dam, Gentofte Politi, får årets mandepris af ligestillingsminister Eva Kjer Hansen for sit store engagement for at få sat fokus på kvindehandel og kvindernes situation.
I sin begrundelse lægger ministeren vægt på, at Jan Dam med alvor, humor, indlevelse og med et meget personligt udgangspunkt har markeret sig offentligt med klare budskaber om menneskehandlens konsekvenser.
Han har formået at bidrage til et øget fokus på handel med kvinder her i Danmark, ikke kun via deltagelse i tv-programmer og konferencer, men også via sin direkte kontakt til skoleelever i hele landet.
Med sin baggrund som politiassistent har Jan Dam troværdigt kunnet perspektivere menneskehandlen i forhold til det kriminelle miljø og andre former for organiseret kriminalitet, lyder det fra ligestillingsministeren.