Nyhedsavisen udkommer til oktober
Den gratis husstandsomdelte Nyhedsavisen rammer danskerne fredag den 6. oktober.
Gratisavisen Nyhedsavisen fra islandske Dagsbrún er på gaden fredag den 6. oktober, skriver Børsens Nyhedstjeneste.
Det betyder, at de to konkurrerende aviser Dato fra Det Berlingske Officin og 24timer fra JP/Politikens Hus får halvanden måneds forspring.
Men Morten Nissen Nielsen, adm. direktør hos Nyhedsavisen, føler sig sejrssikker. Han ser ikke Dato og 24timer som de værste konkurrenter.
- Vi vil lancere en avis, der fra første dag kan erstatte de betalte morgenaviser, siger han til Børsens Nyhedstjeneste.
Den 6. oktober er ifølge Morten Nissen Nielsen den dag, han hele tiden har haft stående i sin kalender.
Når premieren falder på en fredag skyldes det, at læserne på den måde får lidt mere tid til at studere den nye avis hen over weekenden, siger han.
/ritzau/