DF: Nej til terror-logo på gravsten
Det syner ikke af meget, logoet med den gule tiger oppe i venstre hjørne af den sorte gravsten på kirkegården i Vejen. Men logoet tilhører de Tamilske Tigre.
Bevægelsen blev af EU i maj sat på listen over terrororganisationer.
Gravstenen blev sat op for to år siden, da en 40-årig tamil - og tilhænger af de Tamilske Tigre - pludselig døde og blev bisat på kirkegården.
Men nu vil den lokale afdeling af Dansk Folkeparti have stenen fjernet og har derfor taget sagen op med menighedsrådet, skriver JydskeVestkysten torsdag.
- Det er som om, at terroren er kommet til lille Vejen, og det vil vi ikke have, forklarer formanden for Dansk Folkepartis lokalforening i Vejen, Glenn Larsen.
Men menighedsrådets formand, Susanne Steiner Sørensen, mener ikke, at gravstenen generer nogen.
- Man skal kigge virkelig godt efter for at finde den, og om et år er der sikkert vokset en busk op, som dækker endnu mere for logoet, forklarer hun.
JP