Politiker: Behov for klare regler i folkekirken
Sagen om hvorvidt sognepræst Lene Matthies stjal eller lånte øl og rødvin fra menighedens skab viser et behov for klare retningslinier i folkekirken. Det mener de konservatives kirkeordfører Charlotte Dyremose.
Kirkeminister Bertel Haarder (V) var onsdag kaldt i samråd i Kirkeudvalget i sagen om sognepræst Lene Matthies, der i øjeblikket er suspenderet fra sin tjeneste på grund af mistanke om, at hun har stjålet fra menigheden og er alkoholiker. To påstande, som hovedpersonen selv afviser. Hun fortæller til gengæld, at hun alene har lånt nogle flasker rødvin.
"Sagen viser tydeligt, at der er brug klare retningslinier for arbejdsmiljø, omgangstone og hvorvidt man kan låne fra hinanden," siger Charlotte Dyremose efter samrådet.
Hun havde selv rejst problemstillingen på mødet og følte sig overbevist om, at ministeren vil se på, hvordan retningslinierne kan blive mere klare i folkekirken.
Hun understregede samtidig, at det er vigtigt, at folkekirken ikke bliver styret som en moderne virksomhed.
"Det skal jo ikke være sådan, at præsten ikke kan give kaffe i præsteboligen, fordi det tilhører en anden konti. Men generelt må vi sige, at der mangler klarhed på området. Præsterne skal blandt andet vide, hvem de kan gå til, hvis de har problemer. De skal vide, hvem der er på deres side, og hvem der overvåger dem," siger Charlotte Dyremose.
Kirkeminister Bertel Haarder gjorde efter mødet meget ud af ikke at give sin holdning til kende om problematikken. Sagen lander i sidste ende på ministerens bord, og derfor ville det være med risiko for at blive erklæret inhabil, hvis han udtaler sig i sagen.
Ingen ved endnu, hvornår sagen ventes afsluttet. Det kan tidligst ske, når Lene Matthies har været i tjenstligt forhør. Det sker d. 30. august og 7. september.