Tysker udleveret i Tøndersagen
En 58-årig tysker, der er mistænkt i en sag om systematisk sex-misbrug af en lille pige i Tønder, blev onsdag udleveret til Danmark, oplyser politiet.
En lovændring har gjort det muligt for de tyske myndigheder at udlevere egne statsborgere til et andet land.
Onsdag kunne to politifolk fra Tønder så hente den 58-årige hos deres kolleger i Harrislee, og onsdag eftermiddag blev han fremstillet i retten i Tønder, sigtet for at have gennemført flere samlejer med pigen i juli måned sidste år, da pigen var 11.
Dommeren fandt, at der var begrundet mistanke om, at han er skyldig og fængslede ham i fire uger.
/ritzau/