Vådeste august i 44 år
Man skal tilbage til 1963 for at finde en lige så våd august som i år. Den absolutte rekord faldt i 1891 med hele 167 millimeter nedbør.
Frem til onsdag morgen er der faldet 120 millimeter nedbør eller 12 store gulvspande med vand på hver eneste kvadratmeter af Danmark, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Normalen for en hel august er 67 millimeter, så det er snart dobbelt op med en uge tilbage af måneden, siger klimatolog John Cappelen.
1963 havde en rigtig våd sommer med hele 155 millimeter regn i august. Men også i år kan vi komme op på noget lignende, vurderer afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn fra DMI.
- Der er masser af nedbør i prognoserne de kommende dage, ja faktisk helt frem til slutningen af måneden. Om vi passerer de 155 millimeter er ikke til at sige, men vi skal nok nå op i nærheden, siger Stig Rosenørn.
Den absolutte nedbørsrekord for august ligger tilbage i 1891 og lyder på 167 millimeter.
/ritzau/