Politikere til opera kort før kulturudvalg nedlægges
Blot to måneder før Ringkøbing Amt nedlægges, rejser amtets kulturudvalg til København for at se opera.
Den 2. november skal udvalget se forestillingen, »Sagen Makropolus«, i den nye Opera på Holmen i København. Derudover skal udvalget se Statens Museum for Kunst, hvor det vil forsøge at få et møde med direktør Alice Helleland.
»Udgangspunktet er, at vi fik de operabilletter, men vi er nu i gang med at bygge en seriøs tur op omkring det,« forklarer amtsdirektør Aage Erhardtsen, der som chef for kulturforvaltningen selv skal med på operaturen.
»Men hvis det bare var en tur for de medlemmer, der i mange år har gjort et stort stykke arbejde, ville jeg sige: So what?,« tilføjer han.
Todagesturen har medført virak i de vestjyske medier. Det vides endnu ikke, hvad den kommer til at koste.
/mb