Stor stilslutning til klasse for kloge elever
En speciel klasse for særligt begavede elever i Vendsyssel tegner til at blive en overvældende succes
Det oplyser DR Nordjylland.
Ikke færre end 83 elever har søgt om optagelse.
Det er elever fra 8.-9. klasserne i den kommende Ny Hjørring kommune, der kan komme i betragtning til super-klassen, hvor der først og fremmest fokuseres på "talent-pleje" inden for naturfagene - altså matematik, fysik, kemi og biologi.
Formålet er at give eleverne større udfordringer for på den måde at styrke deres talenter og give dem bedre udviklings-muligheder.
- Mange unge er for slatne og useriøse med deres lektier, mener skoleleder Henrik Frand-Madsen, som er idemanden bag den nye super-klasse. Han er overrasket over den store interesse. Han havde regnet med, at højest 30 elever ville søge.
Det forventes, at klasserne går i gang midt i september.
JP