Fem bejlere til ny radiokanal
Kampen om den femte landsdækkende radiokanal kommer til at stå mellem TV2, MTG, Det Berlingske Officin, SBS Radio og Talpa Radio.
Onsdag udløb tilmeldingsfristen, men først fredag blev den officielle liste offentliggjort.
Vinderen vil få mulighed for at sende radio til 84 procent af den danske befolkning, og kanalen kan både blive solgt samlet eller i en delt øst- og vestudgave.
Auktionen over FM5 finder sted i Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København onsdag den 23. august klokken 17. Her forventes prisen at blive noget lavere end i 2003, hvor Sky Radio vandt med et bud på 54 millioner kroner i otte år.
MTG driver i forvejen Viasat og TV3, Talpa Radio står bag Radio 100FM, mens SBS Radio har både The Voice og Radio 2.
/ritzau/