Sex fjernes fra børnehjemmeside
Voksne vil fra nu af lede forgæves, hvis de klikker sig ind på internetsiden NetStationen for at lede efter mindreårige til sex.
Børneportalen har i lang tid været et slaraffenland for pædofile.
Men nu har ejeren, ncom, lukket både debatsiderne og sexbrevkassen ned efter hård kritik fra flere organisationer.
- Vi vil sikre os, at der ikke ligger noget ulovligt eller anstødeligt på vores sider, siger konceptmanager Lars Mejding til Ritzau. Han ved endnu ikke, hvad der nu skal ske.
NetStationen har godt 100.000 brugere, der både er børn og unge.
Indtil nu har opfordringer som "Jeg søger en pige på 14 år i Århus-området til sex. Skriv!" været helt normale på siden.
/ritzau/