Hver 10. ung sniffer lightergas
Næsten 10 pct. af de unge mellem 12 og 16 år har prøvet at sniffe lightergas. Det viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen.
Hjerneceller fordamper fra første snif - og de kommer aldrig tilbage.
Herhjemme er der allerede flere eksempler på dødsfald, varige hjerneskader og alvorlige forbrændinger som følge af lightergasmisbrug. Alligevel sniffer unge.
Sundhedsstyrelsens tal viser, at der er sket en støt stigning gennem de seneste 10 år. Faktisk svarer tallene til, at der i dag i hver klasse sidder mindst to, der har prøvet at sniffe lightergas.
Flere indlægges
Bjarne Alsbjørn, overlæge ved Rigshospitalets Brandsårsklinik, ser med egne øjne, at flere og flere indlægges med alvorlige brandsår efter at have sniffet den eksplosive gas.
"Jeg oplever en bekymrende stigning i antallet af unge misbrugere. Jeg konfronteres ofte med, at både forældre, lærere og behandlere mangler viden om, hvordan de skal opdage og håndtere misbruget," siger Bjarne Alsbjørn.
Råd på hjemmeside
For at bekæmpe den kedelige udvikling har overlæge Bjarne Alsbjørn fået idéen til et website, der har som formål at reducere de unges snifferi.
"Og det er nødvendigt. Især fordi lightergasmisbrug er uhyre svært at spore. De unge hverken lugter eller virker påvirkede umiddelbart efter en rus, og så er det oven i købet utrolig nemt at få fat i," fastslår Bjarne Alsbjørn.
Flere målgrupper
Websitet er det første i Danmark, som er direkte rettet mod forældre, lærere og behandlere samt de unge selv.
Det kan bruges som et redskab i undervisningen og informerer om både symptomer, konsekvenser og forebyggelse af misbruget.
Et at websitets vigtigste opfordringer er, at de unge skal sige fra. Det budskab bakker indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen op om.
"Alle rusmidler er farlige, men jeg opfatter lightergas som ekstra lumsk, fordi det er så svært at opdage. Symptomer på misbrug som sløvhed, sløseri med lektierne og nye dårlige venner, er meget nemme at forveksle med almindelig teenageadfærd. Derfor ser jeg det som et ekstremt vigtigt budskab, at de unge siger fra og fortæller de voksne, hvis de oplever misbrug i deres omgangskreds, da det ofte er den eneste måde, man kan opdage det på," siger Lars Løkke Rasmussen
/JP