To danske soldater såret i Afghanistan
Danske soldater blev igen ramt, da den danske militærlejr i Musa Qala torsdag morgen og formiddag blev angrebet med håndvåben samt panserværnsraketter.
To soldater blev lettere såret, da en raket ramte en bygning, og murbrokkerne faldt ned over dem. Begge var dog selv i stand til at underrette de pårørende, oplyser Hærens Operative Kommando.
De danske styrker er blevet angrebet af Taliban-tropper stort set hver eneste dag, siden de for knap to uger siden nåede frem til Musa Qala i den krigshærgede Helmand-provins i det sydlige Afghanistan.
Der er 290 danske soldater i Helmand-provinsen, og de fleste bor i Musa Qala.
/ritzau/