Politi overvejer at stramme sikkerhed i Københavns Lufthavn
Politiet og Københavns Lufthavn overvejer, om de skal stramme kontrollen af passagerer og bagage i Kastrup. Det sker, efter at britisk politi har afværget et terroranslag mod et fly - muligvis fra British Airways.
- Det er klart, at oplysningerne fra England får os til at skærpe sanserne. Og vi vil straks tage kontakt til lufthavnen og Statens Luftfartsvæsen (SLV) for at finde ud af, hvilke forholdsregler vi eventuelt skal tage, siger politikommisær Jan Bjørn fra politiet i Københavns Lufthavn.
Den britiske regering har givet flyselskabet British Airways besked på ikke at tage håndbagage med i fly fra Storbritannien. Det sker, efter at britisk politi har afsløret en plan om at bringe et antal bomber ombord på fly i medbragt håndbagage, hvorefter de skulle være bragt til sprængning i luften.
- Vi kommer til at overveje, om vi også skal stramme kontrollen med håndbagagen på baggrund af episoden i England, siger Jan Bjørn til Ritzau.
/ritzau/