Fjumreår mindsker risikoen for studiefrafald
Det lyder næppe som sød musik i ørene på mange politikere og organisationsfolk af "den gamle skole", men nu viser en ny undersøgelse, at et fjumreår eller to inden studiestarten mindsker risikoen for, at de studerende må opgive deres uddannelse inden for det første studieår.
Det skriver Berlingske Tidende med henvisning til en undersøgelse fra Danmarks Statistik. Ifølge avisen er der tale om den første undersøgelse af sin art, og den offentliggøres i Statistisk Tiårsoversigt 2006, som udkommer torsdag.
Videnskabsminister Helge Sander (V) mener selv, at et par års pause fra bøgerne efter studentereksamen er en god idé. Han understreger, at regeringens politik ikke strider mod undersøgelsens resultater.
/ritzau/