Brixtofte-sagen udsat
Straffesagen mod Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte og kommunens tidligere ordførende direktør Leif Frimand forsinkes igen.
Nok engang er det Leif Frimand, som er blevet syg, hvorfor planlagte retsmøder i denne og næste uge må aflyses.
Proceduren i hovedsagen skulle have været indledt i dag, men det bliver ikke til noget. Det er anden gang, at proceduren må udskydes på grund af Leif Frimands dårlige helbred. Den skulle have været i gang 20. juni - samme dag som Peter Brixtofte blev idømt to års ubetinget fængsel og Leif Frimand blev idømt et år og tre måneders betinget fængsel for svindel med ni mio. skattekroner.
Straffen i den lille af straffesagerne blev gjort betinget for Leif Frimands vedkommende med henvisning til hans dårlige helbred. Han har både hjerte- og nyreproblemer.
Det er snart to et halvt år siden, at bevisførelsen gik i gang. Dommer Peter Garde har tidligere sagt, at han håbede at kunne afsige dom inden nytår, men det kommer formentlig til at knibe med den seneste udvikling i sagen. mopi