Hårde straf for dødsvold mod børn
Anklagemyndigheden forsøger nu at stramme kursen over for forældre, der begår dødsvold mod deres børn.
En 38-årig familiefar, der i julen sidste år ruskede sin syv uger gamle søn Nicklas så kraftigt i familiens villa i Randers, at han døde af sine kvæstelser, må nu indstille sig på at blive anklaget for mord ved et nævningeting, skriver Ekstra Bladet.
Det er mandens forsvarer Lars Fredslund, der har fået oplysningen om den hårde tiltale, som er en stramning af, hvordan sådanne sager normalt behandles i retten som enten uagtsomt manddrab eller vold. Med en drabstiltale risikerer den 38-årige op til fængsel på livstid.
Nicklas døde 27. december på Randers Centralsygehus efter at lægerne i flere timer havde kæmpet for det lille bevidstløse barns liv. Dødsårsagen var hjertestop som følge af svære hjerneskader, og
drengen havde også pådraget sig 10 brud på ribbenene.
/JP