Voldtægtssigtet kræves ikke fængslet
Den 40-årige mand, som tirsdag blev anholdt for voldtægt af en 19-årig kvinde, skal ikke fremstilles i grundlovsforhør. Anmeldelsen viser sig ikke at holde fuldt ud.
Kvinden anmeldte, at hun den 1. august blev bortført og voldtaget i et grønt område i Nyborg, og tirsdag anholdt politiet den 40-årige mand.
- Forklaringen om bortførelsen passer ikke, det indrømmer hun. De havde aftalt et forhold, hvor der var penge mellem dem. Tilsyneladende var der uenighed om ydelsen, og situationen er løbet fra hende, siger vicekriminalinspektør Ann Kate Pedersen til Ritzau.
På grund af uoverensstemmelserne i forklaringerne og sporene i sagen mener politiet, at det er umuligt at få varetægtsfængslet den 40-årige.
/ritzau/