Sygdom i ferien kan blive dyr
Man kan ikke uden videre regne med, at man er dækket af det gule sygesikringsbevis ved rejser i udlandet.
Det kan et ægtepar fra Sønderjylland skrive under på, efter manden blev alvorligt syg under en smuttur til Tyskland.
Her blussede hans betændelse i bugspytkirtlen voldsomt op, og det kostede en uge på et tysk hospital. Men fordi hans sygdom er kronisk, dækker det gule sygesikringsbevis ikke, så ægteparret, der er førtidspensionister, måtte selv punge ud.
Det skriver JydskeVestkysten.
Kontorchef Peder Ring, Amtsrådsforeningen, kender manger eksempler på rejsende, der ikke har kunnet få deres lægeudgifter dækket via sygesikringen. Han opfordrer til grundigt at undersøge reglerne, inden man tager afsted. Og til straks at kontakte sygeforsikringen Europæiske, hvis uheldet er ude.
JP