Dansk soldat ramt i Afghanistan
Endnu en dansk soldat kom tirsdag til skade, da militærlejren Musa Qala i Afghanistan på ny blev beskudt med raketter og håndvåben. Soldaten slap dog billigt, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).
- Han blev ikke ramt af et skud fra et gevær, men af små sten efter angrebet. Der er tale om overfladiske skrammer, og det var ikke nødvendigt at bringe ham på felthospitalet, siger Kim Grünberger, presseofficer i HOK, til Ritzau.
Ifølge HOK har soldaten selv underrettet sine pårørende, og han fortsætter sin opgave i området.
Lejren blev beskudt med to raketter og håndvåben, og en af raketterne ramte inde i lejren. De danske soldater besvarede hurtigt ilden.
/ritzau/